Vores Biavl

Kløver

Kløver er en meget almindelig plante i Danmark specielt på næringsfrie skrænter, langs veje, i grøfter og langs kyststrækninger. Kløver tilhører ærteblomst familien, hvor der er ca. 250 – 300 arter – i Danmark dog kun 16 arter. Af de mest almindelige og kendte i Danmark er hvidkløver og rødkløver, hvorimod f.eks. alsikekløver er en indført plante. Harekløver er som hvid- og rødkløver kendt i hele landet specielt på tør jord, langs veje, i klitter og på heden ligesom jordbærkløver ses i strandenge. Blomsterne kan være røde, hvide eller gule, og frugten sidder indesluttet i bægeret, der er en bælg med et eller få frø.

Både hvidkløver og rødkløver har været benyttet i landbruget siden 1700 tallet, og specielt i slutningen af 1800 tallet steg interessen for brug af bælgprodukter til græsmarker grundet deres kvælstofsamlere og foder – f.eks. kællingetand, rundbælg, serradel og alsikekløver, der dog i dag er stor set ukendte. Typer som f.eks. humlesneglebælg og lucerne (foderlucerne) ses dog stadigt, men det er specielt hvidkløver og rødkløver, der har været brugt og som stadig er meget udbredt.

Bælgplanternes store styrke er at de kan indgå i samspil med kvælstofsamlende bakterier (Rhizobium bakterier) ved at transportere energi (fra fotosyntesen) til knoldene på rødderne, som bakterierne bruger til at omdanne luftens kvælstof til kvælstof i jorden (kvælstoffiksering) og derpå både forsyne sig selv og naboplanter med kvælstof (nitrogen). Bælgplanter som lucerne, bønner, ærter, kløver, hestebønner, jordnødder, soja m.fl. kan forestå denne unikke proces. Når der er mange bælgplanter på en mark bliver græsset eller den afgrøde de gror med derfor mere frodigt, hvilket faktisk også gælder en almindelig græsplæne. Hvis marken derimod ikke forsynes med en bælgplantearts specifikke knoldbakterie, skal frøet før såning podes med en renkultur af den pågældende bakterie.

I 1900-60 var kløverbestanden i græsmarkerne afgørende for udbyttet. Slog kløveren fejl, skulle græsset gødes med dyrt kvælstof for at give et rimeligt udbytte. Rødkløveren blev i 1936 valgt som Danmarks nationalplante grundet sin landbrugsmæssige betydning – i øvrigt valgt sammen med bøgen grundet sin botaniske betydning.

Da de intensive producerende kvægbrug fra starten af 1960'erne til midt i 1980'erne blev populære med rent græs gødet med tilsat kvælstof i stedet for kløver grundet en relativ lav pris, blev kløver mindre udbredt. Men siden 1980’erne er interessen for bælgplanternes muligheder igen blevet vakt, dels grundet at prisen for kunstoffer er steget, men også grundet den almindelige opmærksomhed på bæredygtige produktionsformer i landbruget. For de økologiske og biodynamiske jordbrug, som ikke må bruge kvælstof i form af handelsgødning, har dyrkning af græsmarksbælgplanter stor betydning for alle afgrøder i sædskiftet. Landmand Niels Halv fra Pederslund ved Hylke vurderer, at han grundet opstillede bistader fordobler sit udbytte på sine 9 ha. økologisk hvidkløver - trods alt en anseelig forskel!

Rødkløver har altid været dyrket som både en tidlig og en sen type, men den sene type har dog den største værdi og derfor ofte foretrukket. Hvidkløver formerer sig modsat rødkløver ved krybende, rodslående stængler, hvilket også gør den sårbar ved fugtige somre. Hvidkløver må dog indgå i frøblandinger til braklægningsarealer, hvilket gør den attraktiv her.

Kløver (både rød- og hvidkløver) er særdeles attraktive for bier grundet deres store nektarproduktion og kan derfor have stor værdi for biavlerne. Men kløver er også selvsterile og derfor helt afhængig af insektbestøvning for at blomsterne og dermed deres funktion kan udvikles. Derfor er det utrolig vigtigt at få tilstrækkeligt med bier til sine kløvermarker uanset om det er kløver til frøproduktion eller blot som kvælstofkilde til græsmarker. Den mutualistiske symbiose bliver intakt ved at bierne henter nektar og derved bestøver blomsterne således blomsterne kan dannes frit og kan omsætte kvælstof som gødning for jorden.

Kløver har rigtig meget nektar og honning fra kløver giver en dejlig blid, lys og mild smag.

 

Lindetræets blomster

Lindetræer har været kendt i Danmark i over 7.500 år, og selv om træerne findes forskellige steder i naturen er det i dag mest i parker og alleer, man oplever lindetræerne. Lindetræerne kan blive op til 30 meter høje, og bliver ret gamle – op til 300 år hvilket kun overgås af egetræet. Normalt bestøves de store planter via vinden, men Lindetræet er et af de få store træer, vi har i Danmark, der bestøves via bier.

Der findes 20 arter af lindetræer, hvoraf de fire vokser i Danmark:

Småbladet Lind – også kaldt Skov-Lind (Tilia cordata), vokser vildt i skovene og var tidligere blandt de almindeligste træer i Danmark - og stadig den mest udbredte af lindetræer. Til modsætning fra Storbladet-Lind er bladstikke og årsskud helt hårløse
Storbladet-Lind (Tilia platyphyllos) findes primært i parker og alleer, og kendes på sine hårede bladstikke og årsskud.
Park-Lind eller Kejser Lind (Tilia x europaea), der er en krydsning mellem Småbladet og Storbladet lind
Sølv-Lind (Tilia tomentosa), hvis blade på undersiden er sølvgrå. De meget kraftigt duftende blade er gullige. Sølv-Lind plantes ofte som en del af bymæssig beplantning

Lindetræer blomster efter løvfald først i juli måned og blomsterne har en meget karakteristisk og stærk duft. Efter blomstringer danner lindetræet nødder, der er meget karakteristiske nærmest med små vinger og to nødder i hver skal. Blomsterne er hvidgule og sidder i små kvaste på en lang stilk, som vokser ud fra et blad. Meget specielt, og blomsterne er spiselige. Honningen bliver mild og lys. Samtidig bidrager lindetræernes blade også med mange lus og heraf ”honningdug”, specielt hen på sommeren, som dels er attraktive for honningbier, men jo også for myrer mm. Lindetræet kaldes også kærlighedens og glædens træ grundet bladenes hjerteformede udseende ligesom hele trækronen ofte ligner et stort hjerte. Lindehonning er højt skattet og dansk lindehonning er kendt mange steder i verdenen, som en dansk specialitet.

Lindetræet blev tidligere brugt til at lave sørøvernes træben, da det er stabilt over for fugt. Men ellers er træet svært at sælge, da det ikke er særlig stærkt og ikke særligt holdbart. Tidligere blev det dog brugt meget af billedskærer, legetøjsproducenter og modelmagere, da det er let at bearbejde. Under barken på lind findes der et lag bast af lange fibre, der også tidligere blev brugt til at lave snore, tovværk og fiskenet af. Da disse fibre faktisk både er bløde og stærke – også heraf træet har sit navn.

Lindetræet tåler både sol og skygge samt kraftig beskæring, hvorfor det ofte bruges at plante som hæk, i alleer og stier. Samtidig tåler lindetræet også lidt salt. Skud og grene bruges til vinterføde for hjortevildt, og tidligere blev bladene brugt til kreaturer. Blomsterne er spiselige
 

Lyng

Lyng er en slægt med ca. 700 arter, hvoraf de 600 kommer fra Sydafrika. De resterende 100 arter kommer fra andre dele af Afrika, middelhavsområdet og det øvrige Europa. Det er stedsegrønne dværgbuske med nåleformede blade. I Danmark snakker vi primært om to typer:

- Hedelyng (Calluna vularis)
- Klokkelyng (Calluna Erica)


Men der er andre typer - typisk købt til udsætning i haver, som vår-lyng, der vokser i skovbunden under lyse skove som bjergfyr og skovfyr og blomster allerede i det tidlige forår fra marts til maj, og de nøddeformede frugter kan af og til modnes i Danmark modsat høst-lyng, der blomster allerede fra juli men her kan frøene til gengæld ikke modnes i Danmark. Men der er andre lyngplanter og planter i lyngfamilien f.eks. blåbær, tyttebær, tranebær, bjergte og rhododendron.

I Danmark er hedelyng den klart mest udprægede. Den er som de andre en surbundsplante, der primært vokser på heden i fuld sol og på udpint og næringsfattige (specielt kvælstoffattigt jord) i kystklima, oftest det der kaldes heder som kendt i Vestlige-, Midt-og Nordlige Jylland, men også kendt fra f.eks. Lüneburger Heide i Tyskland mellem Hamburg, Hannover og Bremen, der er en hede skabt ved skovrydning i middelalderen, da træet skulle bruges for at syde salt i Lüneburg som det væsentligste økonomisk grundlag for Hanseforbundets vækst. Lüneburger Heide er med sine 200 km2 nærmest bilfrit område ligesom mange område i Danmark fredet for at bevare lyngen og hedelandskabet. De fleste hedeområder i Danmark er nemlig også menneskabt natur i bondestenalderen, broncealderes, jernalderen og middelalderen primært grundet tilbagevendende afgræsning, afbrænding og skrældning af hedetørv. Heden bredte sig kraftigt i årene fra 1600 til 1800 tallet og mange steder var hele landskabet dækket af lyng. H.C Andersen skrev i ”Jylland mellem tvende Have” fra 1859: ”Lyngen er et pragfuld tæppe”. Men siden er det gået stærkt tilbage både med lyng og heden. Før i tiden troede man at heden var ren natur og den kunne redes ved fredning, men det er ikke rigtigt – nærmest tværtimod. Heden med lyng er ikke naturligt, og området vil derimod udvikle sig hen imod skov hvis man lader stå til. Hede er kun en overgangsstadie fra nøgen, udpint jord hen mod løvskov, og de lysåbne hedeområder vil relativt hurtigt med den amnoniumholdige nedbør udvikle sig til skov, hvis man ikke forhindrer det.

Både heden og lyngen er således truet hvis ikke man gør noget for at bibeholde det og det gør man. Områder er udlagt for at beskytte heden som en levnedsbyrd om "En del af Danmarks fortid", men lyngen skal passes og plejes – ellers går det galt.

Hedelyng kan med årene blive træagtig – hvilket også ses i dens latinske navn Calluna, der kommer fra græsk (kallyno) og betyder ”feje ud”, da man tidligere brugte de tørre lyng-ris til fremstilling af koste. For at have gode planter skal de derfor også beskæres, men det går ikke at klippe hele toppen af, da lyng ikke kan danne knop og sætte nye skud på den træagtige del. Nedklippede planter dør derfor medmindre men skærer eller klipper dem det sted, hvor der stadig er grønne skud, hvorfra lyngen så sætter nye blade, stænger og blomster. Lyngplanten kan både tåle direkte sol og tørke, men rødderne kan ikke tåle sollys. De er afhængige af at toppen dækker for sollyset, og lyng trives derfor også bedst hvor der er mange og den står tæt, så den kan dække for hinandens rødder i et samlet lyngtæppe. Mange har måske også forsøgt sig med en plante fra heden i sit have, men dette er oftest svært medmindre lyngen hentes om natten, rødderne er beskyttede f.eks i stenbed og helst sammen med andre planter.

Specielt i 2009 var lyngens bladbille skyld i at mange midt- og vestjyske heder ikke havde blomstrende lyng, da de åd lyngplanterne, men meget af denne lyng er grundet et ihærdigt arbejde ved at komme sig igen.

Blomstringen af hedelyng sker fra august og helt ind i oktober, hvor blomsterne sidder i et endestikket aks. De har meget smukke violetrøde blomster, der giver lyngtæppet et helt særligt skær. Blomsterne er også fortrinlige som krydderi og bruges bl.a. i øl, mjød, the osv. Duften er meget fin og kraftig krydret, og frugterne er kapslede med mange frø for hver plante, som spirer selv på udpint og rå jord hvis de er bestøvede!

Klokkelyng ses på de vådeste dele af hederne, men vokser også i fuld sol på mager og udpint jord overalt i Vesteuropa – også Danmark. Den vokser ofte sammen med planten revning, men klokkelyng taber og uddør hvis ikke det forhold der hæmmer revning som brand, græsning eller slåning. Klokkelyngen adskiller sig tydelig fra hedelyng ved at have stedsegrønne grågrønne nåleformede blade, og de meget smukke rødlige blomster er noget større end blomsterne på hedelyng. Honning fra klokkelyng er meget forskellig fra hedelyng: Meget mørkere og nærmest flydende, men mindre kraftig.

Ved udsætning af honningbier på lyng er der mange forhold man skal være klar over. Lyngens udvikling og fortsatte tilstedeværelse er afhængig af bestøvningsopgaver fra honningbier, da det er en meget omfattende opgave: Mange planter og mange blomster pr plante. Men lyng gror også oftest i solrige og tørre områder, og bistader skal gerne have en vis skygge samt der skal være adgang til vand eller væske.

Lynghonning – den danske i hvert fald - for der er mange slags alt efter hvor man er i verdenen, er kendt og berømt for sin mørke farve og kraftig krydrede smag. Men lynghonning findes i hele Europa. 
 

Frugt og bær

Som udgangspunkt skal alle vores frugttræer bestøves af en anden sort for at give en god frugtsætning. Befrugtningen sker via insekters og biers vandring fra blomst til blomst – tiltrukket af den duftende nektar, og specielt honningbierne er kilde til befrugtning. Ofte skal en anden frugt eller art til for at bestøve, og det rette pollen skal til for at få et støvkorn til at spirre. Derfor er det ikke nok, at bierne slæber pollen til en blomst hvis det ikke kommer til den rette blomst. Dette er noget frugtavleren har styr på således der er styr på han og hun træer – resten er så op til bierne. I mange gamle haver, hvor der kun står et enkelt træ, er der ofte træer i nabohaver som fint kan bistå bestøvning, hvorfor det sjældent opleves som et problem.

Mange af vores frugttræer som æbler blomstrer ret tidligt i april og maj, og nogle endda tidlige som mirabelle i starten af april. Kan være et problem, for honningbier har svært ved at arbejde ved temperaturer under 11 – 13 grader.

For erhvervsmæssig frugt- og bæravlere er bestøvning fra honningbier nødvendig, og uden honningbier vil erhvervsmæssig avl ikke være rentabel. Der er eksempler på op til dobbelt udbytte ved at have placeret 2-3 bistader pr. ha i plantagen.

Hver enkelt bi skal besøge 85 æbleblomster for at fylde sin mave på 40 mg honning, og den skal flyve 25.000 ture for at samle et kg nektar. Imponerende opgave, og de kommer langt omkring og sikrer at en af gangene de besøger blomsten kan befrugtning ske. Og det er imponerende hvad udstilling af bistader kan betyde for udbyttet i sin frugt- eller busk plantage

 

Eng, vandløb og skovbryn

Placering af bier i skoven er ikke altid godt, da det kan knibe med blomster, men den forholdsvise smalle skov i Jeksendalen med marker og enge omkring dalen kombineret med en å, flere bække og flere små-søer giver udsøgte muligheder for biernes søgen efter nektar. Dels giver dette frodige landskab et utal af variationer og masser af vilde blomster, dels giver de mange bandløb bierne væske. Vi har mange bistader i denne smukke dal. Vi har selv flere skovområder i Jeksen dalen - særdeles velegnet for fremstilling af en udsøgt honning

Jeksendalen, der er en markant erosionsdal, der strækker sig fra Framlev vest for Århus til Solbjerg Sø nær Skanderborg, og gennemløbes af Århus Å, der forsynes fra en række små bække. Århus Å udspringer i Astrup Mose umiddelbart op ad Solbjerg sø i en tunneldal, der løber gennem den meget smukke Jeksendal videre ud i Århus bugten - gennem Brabrand sø inden åen via vadestedet i Århus løber ud i Århusbugten. Åen har et fald på 54 meter på sine 40 km lange vandring gennem de bakker, der blev skabt af istidens seneste faser, og en lang strækning danner åen grænse mellem Skanderborg kommune og Århus Kommune. Dalen udgør en sidedal til den langt større og nordligere liggende smeltevandsdal, der mod øst rummer den nuværende Århus Ådal. Denne smeltevandsdal tegner i sin helhed et markant landskabselement fra Århus til Silkeborg - dannet i relation til det Østjyske fremstød i afslutningen af Weichsel Istiden.

Jeksendalen er den vel nok smukkeste og mest uberørte del af å-dalen, og har et varieret landskab. Bestanden af flora, vildt og småfugle er altid tættest, hvor forskellige landskabstyper mødes, og netop i Jeksendalen findes både å, eng, skov, uopdyrket og dyrket jord, og dette alsidige landskab er et godt levested for vildtlevende pattedyr og fugle. Således findes i ådalen også sjældne fugle som Isfugl og Vandstær. Men også de mange bække med rent vand, små-søerne og moseområderne giver gunstige vilkår, og f.eks. finde ved Jeksen Bæk flere usædvanlige arter af strømelskende ferskvandsinsekter som larver af døgnfluer og slørvinger. Mange sommerfugle- og billearter er knyttet til dalens fugtige blomsterrige enge, og den mangfoldige flora giver gode vilkår for honningbiens søgen efter nektar, som giver en udsøgt og meget yndet honning.

Vi har flere stader på jorde i Jeksendalen, der giver en meget varierende eng og vandløbshonning, alt efter hvilke blomster der blomstre på et givet tidspunkt. Honningen er lys med en mild og blid smag kombineret med en dejlig karakteristisk duft. Nuancerne er altid spændende ved skov- og engarealer, da blomster floraen er meget varierende dels i området med varierende flora, dels over sæsonen hvor de forskellige planter og træer blomster på forskellige tidspunkter. Derfor oplever vi også specielt ved eng og skovbryns honning de største variationer i smag, farve, duft (og ikke mindst biernes opførsel) fra årstid til årstid (forår - efterår) og år (kold, våd, tør osv.). Kan være en udfordring som biavler!


Jeksendalen var i tidernes morgen umiddelbart efter vikingetiden en del af det Nørrejyske Vildtbane, der var den største af de mange vildtbaner i Danmark, der strakte sig fra Horsens til Viborg med Skanderborg slot placeret på en ø i Skanderborg sø som hovedsæde, hvorfra der var let adgang til Århus. Skanderborg vildtbane var den dyrerigeste vildtbane i Danmark bl.a. med mange vildtsvin og ulve, og kongeslottet blev af Frederik 2. ombygget fra en faldefærdigt middelalderborg til et stolt renæssanceslot. Frederik 2. boede meget på slottet, og hans datter Anne (senere Dronning i England) er født på slottet og hans søn - Christian 4. tilbragte meget af sin ungdom på slottet. Skanderborg udviklede sig ligeledes, og i 1583 - hvor Skanderborg Slot var på sit højeste niveau - opnåede Skanderborg Købstadsrettigheder.

I 1670 blev vildtbanerne omdannet til rytterdistrikter, og i 1717 blev disse samlet, hvor Skanderborg Rytterdistrikt blev et af de tre store i Jylland. Frederik 4. etblerede i fra 1721 Rytterskoler for almuens børn, og af de 24 etablerede i Skanderborg Rytterdistrikt fremstår Hørning Rytterskole stadig i en endda meget flot stand. Fra 1760 manglede kongen penge, og besiddelserne blev solgt fra, og det meste fra Skanderborg Slot blev solgt på en auktion i 1767. Skanderborg slot og Skanderborg by synede derpå hen indtil jernbanen kom.

 

Skov

Skoven er et specielt sted at have bier, da floraen i skovbunden grundet trætoppene får mindre sollys. Derfor har skoven også langt mindre blomster end andre mere solrige områder, og bierne søger derfor ofte ud af skoven for at hente nektar. Men i større skove kan bierne ikke trække så langt, og man får en mørk men samtidig meget mild honning, som kun kendes fra denne type af honning. Som den eneste form for honning er skovhonning ikke baseret på nektar!

Da der ikke er så meget sollys i skoven opleves skoven også meget mere fugtig end andre steder. Det er naturligt, men det giver også grobund for dyr som bladlus, cikader, mider osv. til at udvikle sig. Oftest snylter de på bladene, hvor de er interesserede i bladenes vitaminer, men for at få tilstrækkeligt med vitaminer indtager de langt flere sukkerstoffer fra bladene og træerne end de er interesserede i, og størstedelen af denne overskyende sukkerholdige væske udskilles gennem tarmen. Derfor opleves ved disse insekter som bladlus, at deres ekskrementer på bladende, i skovbunder og på grenene er klistrende og klæbrige, hvilket skyldes deres sukkerholdige ekskrementer også kaldt ”honningdug”.


Skovbunden og specielt engskoven har også typisk mange forskellige bregner. Bregner er karakteristiske ved at de danner sporehuse på bladenes underside, hvori nye sporer bliver dannet. Bregner har derfor tidligere blevet anset for at besidde overnaturlige evne, da de formerer sig uden at blomstre. De formerer sig via sporene, der bliver forkim som værende en lille tynd bladplade bestående af henholdsvis hanlige og hunlige kønsorganer, og sædceller fra de hanlige organer kan i fugtigt vejr svømme over til de hunlige dele og her befrugte et æg. Af dette æg fremspirer en ny bregne. Bregnernes proces giver på samme måde som løvtræernes blade specielle sukker stoffer, der ikke er baseret på nektar men som sagtens kan indgå i biernes forråd af sukker til honningproduktion. Sukkerstofferne er planternes energi og kan transporteres rund i planterne – skabt via fotosyntesen, hvor luftens kuldioxid forbindes med vand i bladene fra træets rødder, der ved påvirkning af energi fra solens stråler danner sukkerstoffer (og ilt).

Skovhonning er derfor en specielt honningtyper særlig mineral og proteinholdig.

Skovhonning - eller "honningdug"-baseret honning findes alle steder i verdenen, hvor der er store skove, f.eks også kendt fra "Regnskovshonning" eller "Pine-tree honning". Nåletræer og specielt grandtræer giver særlige markante skovhonningtyper grunder deres harpiks - hvilket er noget vi har i stor stil i Danmark også.

 

  Boghvede

Boghvede bidrager med en særlig, meget mørk nærmest sort og meget karakteristisk honning, der bare skal prøves. Og boghvede er en sublim biplante, Boghvede er en gammel klassisk krydderurt stammende fra det tempererede central Asien, men været kendt i Europa fra 1300 tallet og meget udbredt i Danmark fra 15 hundrede tallet til det 19. århundrede, hvorefter boghvede stor set forsvandt. Boghvede er en et-årigurt med op til 60 cm høje, oprette stængler, der har lyserøde blomster, som bærer de sortbrune, trekantede karakteristiske nødder, som i form kan minde om bøgens frugt bog hvoraf navnet selvom boghvede ikke tilhører græsfamilien ligesom kornarterne (cerealier)som hvede, byg og rug. Boghvede er derimod i familie med skovsyre og rabarber, men den nøddeagtige boghvedefrugt kan bruges som et alternativ til kornprodukter hvorfor boghvede også ofte kaldes for pseudo-cerealier. Boghvede indeholder ikke gluten - eller kun meget minimalt og indeholder også meget organisk bundet kalcium, jern, kalium, magnesium, kisel og fluor - faktisk kan boghvedeproteinet reducere optagelsen af kolesterol med op til 47 procent.

For 100 – 200 siden var mange boghvede marker i Danmark primært på Fyn og i Sønderjylland, men indtil 1815 var boghvede ligeså udbred i Vestjylland som rug hvorpå den blev fortrængt af kartoflen. Boghvede var yndet i den danske kost bl.a. i form af boghvedegrød og boghvede øl. H.C. Andersen beskrev i sit eventyr fra 1842 ”Boghveden” om hovmod og forfald (uddrag):

På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre. Ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!
"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!"

Ved det 19. århundrede skiftet var der kun 5.000 ha boghvede tilbage i Danmark, og efter at have været stor set forsvundet er der fra 1980erne kommet en vis interesse for boghvede igen, dog meget begrænset. Det boghvede, der kan købes i butikker er derfor importeret trods Danmark er et fortrinligt land for boghvede.

Boghvede har internationalt et rigtig godt ry som biplante, da den giver meget og specielt nektar. Hver enkelt plant kan have fra 300 – 1800 blomster, men honningproduktionen er meget klimabetinget. Typisk er nektarproduktionen ved temperaturer ved 15 – 25 grader. Boghvedeplanten er nøjsom og kan vokse på tørre og næringsfattige jorde, hvorfor den i Danmark typisk blev dyrket på arealer, der ikke var velegnet til kornafgrøder. Reelt giver den lavere udbytte på nærings- og karrige marker. Boghvede tåler ikke frost, så planten kan først sås i slutningen af mej, hvorpå den har en kort vækst sæson på 10 – 12 uger samt kort bestøvningsperiode.

I Polen hvor boghvede er meget normalt ses høst på op til 600 kg pr ha med en daglig tilvækst på helt op til 8 kg pr bifamilie. Men boghvede er meget afhængig af bestøvning fra bier: Uden bier er udbyttet kun 20 – 25% af udbytte med bier.

Nektarafsondringen sker tidligt om morgenen og varer 1 – 4 timer, og bidraget mellem fruktose og glukose er nogenlunde ligeligt fordelt ligesom der faktisk også er en del rørsukker (disakarid). Som pollenplante bidrager boghvede dog kun minimalt, hvor kun 5 – 8% af de bier, der kommer hjem til bistaden efter et besøg i boghvedemarken har pollen med hjem. Der er dog mange forskellige meninger om den mørke nærmest sorte boghvede honnings smag, Kræver nok lidt tilvænning men så vil mange også kalde det en særlig delikatesse, andre mener dog den lugter af gylle. Vi er dog ikke i tvivl om at det er en meget særpræget honning, og specielt i forbindelse med marinering er det i særklasse en spændende, krydret honning.

Vi har ikke meget boghvede i Danmark og vores produktion er også meget begrænset, men har man mod på det skal der ikke et ret stort areal til for at fremstille noget meget karakteristisk boghvede honning – og boghveden kan derefter anvendes til mange spændende retter.

I Danmark har boghvedegryn tidligere været anvendt til grød hovedsageligt kogt på mælk, og boghvedegrød kaldes også Fyns nationalret. Ligeledes er boghvedemel ofte blev anvendt i pandekager, hvor de mest kendte boghvedepandekager er de russiske blinis, som man spiser med kaviar og syrnet fløde. Franskmændene laver også pandekager af boghvedemel, kendt som blé noir. Ligeledes indgår boghvede i russiske og centralasiatiske madtraditioner som ristede gryn (kasha) og anvendes hele, som kogte kerner eller ristede i müesli. I Japan anvendes boghvede som forkogte kerner (soba-mai) ligesom de indgår i boghvedepasta osv. Boghvede er også på grund af den høje biologiske værdi og indhold af let fordøjeligt stivelse og protein velegnet til børnemad og til personer med allergi over for glutenproteiner (cøliaki).

Boghvedeblomster er velegnede til the (40 g til en liter) og afhjælper tør hoste og slim i bronkierne.

Friske blade af boghvede kan lægges lagvis på betændte friske sår og bylder.

Tørt boghvedemel bruges som pudder til småbørn.


Den medicinske betydning af boghveden er dog først opdaget for nylig, og i 1999 blev boghvede kåret som årets medicinalplante.